Fødselsdagsweekend

Fødselsdagsweekend

Kapsejlads:
Lørdag den 14. September havde SKS inviteret til Fødselsdagskapsejlads med start ud for Vandkulturbåden i Ishøj Havn. Der blev sejlet to omgange på en trekantbane mellem sømærkerne i sejlergaden ud for Ishøj Havn.

På grund af (for en gangs skyld) meget svag vind og tåge, blev starten udsat med en halv time. Første båd blev derfor sendt af sted i let vind kl. 10.30 og de sidste både kl. 10.47.

Efter første omgang havde Havdyret med Lars Nielsen som skipper, et komfortabelt forspring, og da der kom lidt mere af den lette vind, holdt Lars og besætning de øvrige både på behørig afstand omgangen rundt og kom i mål med stor respeed til de næste både.

Efter kapsejladsen var SKS vært med pølser og molebajer ved Juniorhuset. Deltagerne og de øvrige interesserede SKS medlemmer tog godt fra af de grillede pølser og øllet, mens der blev uddelt de obligatoriske præmier til vinderen, ligesom kvajepræmien også skulle uddeles. 1. Præmien gik, som tidligere nævnt til Havdyret med stor applaus til Klubmester 2013 Lars Nielsen og besætning, for dygtig sejlads i den lette vind. Da der ikke rigtig var nogen både der ”fortjente” kvajepræmien blev der hutigt enighed om, at Kvajepræmien 2013 skulle gå til den motorbåd fra Brøndby Havn, der uden afmærkning, sejlede langsomt på tværs i sejlergaden foran kapsejladsfeldtet, med fiskeredskaber hængende højt bagefter motorbåden. Vi har desværre ikke navnet på motorbåden, da der måtte foretages en hurtig vending, da snøren ramte ind i forsejlet. Vinderen kan afhente sin ”præmie” efter aftale med kapsejladsudvalget.

Vinsmagning:
Lørdag aften var 31 medlemmer og gæster fra vores venskabshavn Klagshamn samlet i klubhuset til vinsmagning. Det blev en hyggelig og lærerig aften med god mad og dejlige vine fra firmaet Skovgaard Vine. Peter Bjørn stod for arrangementet og demonstrerede stor viden om de dejlige hvide og røde dråber.

Under arrangementet havde Peter Bjørn også fået tildelt æren af at udnævne Årets SKS´er.

Årets SKS`er er en person, der har ydet en særlig indsats for klubben og eller repræsenterer SKS på en positiv måde ude omkring i ”verden”.

Bestyrelsen havde i år valgt en person, der har vist standeren i flere lande, en person, der altid giver en hånd med, når der er behov for det, en der bl.a. har repareret ”lidt” på skolebåden og en der har sørget for, at klubbens stander kunne vejre standsmæssigt i sejlsæsonen. Kort sagt, Årets SKSér 2013 blev Bøje Nielsen.

En stor tak til Bøje for indsatsen for SKS.

Og en stor tak til Peter Bjørn for et rigtig godt arrangement.

Tag med ud og sejl:
Søndag den 15. September havde SKS inviteret til åben båd arrangement fra kl. 10 – 15.

4 sejlbåde og en motorbåd havde tilmeldt sig arrangementet, og allerede inden kl. 10 stod de første to interesserede klar. Desværre var vejret ikke det bedste - overskyet og 8 – 10 sm vind fra sydvest - når man skal ”sælge” ideen om at blive sejler. Vi havde nogle få, men hyggelige ture ud på vandet, og efter arrangementet var der hyggeligt samvær.

En tak til jer, der beredvilligt stillede både til rådighed.

På bestyrelsens vegne

Ove Nielsen

Retur til oversigten