Afriggertur og kulturnat

Afriggertur og kulturnat

Sydkystens Sejlklubs traditionelle afriggertur igennem slusen og ind til københavns havn var i år henlagt til fredag den 12. oktober, hvor også kulturnatten blev afholdt. Vi mente, at det måske kunne trække nogle flere sejlere med på turen.
Men det blev nu ikke tilfældet, og kun 2 både trodsede vejret. Med 10 s/m modvind var sejladsen, ind til vi kom i læ af Amager, da heller ikke særlig behagelig, men her fra foregik resten af turen til slusen og ind igennem Købehavns havn til Christianshavns kanal i smult vande.  Her lagde vi os for natten, for også på Christianshavn var der gjort en del tiltag i anledning af Kulturnatten. Det blev det til en meget hyggelig aften startende med en tur rundt på Christianshavn for at se på løjerne og de mange muligheder for at opleve København på en anden måde denne aften. Herefter fandt vi en rigtig hyggelig restaurant på Christianshavn vold, Løven og Bastionen, hvor vi spiste aftensmad til en særdeles rimelig pris. Restauranten, som er en frokostrestaurant, holdt denne aften åbent i anledning af Kulturnatten. Menuen var nem, til hovedret cock'au vin, mens det til dessert var lidt sværere at beslutte sig, for her kunne man vælge imellem en ostetallerken eller et stykke lagkage. ½ liters fadøl kostede den beskedne pris af 35 kr. Restauranten kan anbefales.
Efter at være blevet mætte bevægede vi os atter ud i nattelivet og besluttede os for at gå en tur i Christianskirken, den med det snoede tårn, da der var annonceret en korkoncert klokken 22. Det var en god oplevelse, og en dejlig koncert, som varede halv times tid. Koret sang fantastisk godt og blev hjulpet på vej af den meget fine akustik, der er i kirken. Herefter gik vi lidt rundt i gaderne på  Christianshavn sammen med en masse andre mennesker, som også ville besøge nogle af de mange steder, der havde åbent i nattens anledning.
Vi sluttede aftenen af med at drikke en øl sammen i en af bådene og nåede lige at komme til køjs, inden regnen begyndte at tromme på dækket.
Lørdag formiddag gik vi helt op i det snoede tårn på Christianskirken. Vi havde fravalgt tårnet aftenen før på grund af trængsel og mente i øvrigt, at udsigten var bedre i dagslys. Derefter gik turen videre rundt på Christianshavn for at se bl.a. huset på Christianshavn og Rottehullet, som stadig hedder sådan. Derefter gik turen ind gennem Christiania for at lege turist der.
På grund af den meget lille tilslutning og de dårlige vejrmeldinger, besluttede vi os for at sejle hjem igennem slusen allerede lørdag eftermiddag og var hjemme igen i ishøj klokken 17.45.