SKS fødselsdagsfest 2012

SKS fødselsdagsfest 15. september 2012

Det er næsten en fast tradition, at klubbens fødselsdag den 15. september skal fejres med en fest, men uden medlemmer ingen fest, så det er altid spændende at se, hvor mange medlemmer, der har lyst til at deltage, og om vi kan være i Kabyssen eller må ud og leje telt.

I år havde ca. 45 medlemmer sagt ja tak til invitationen, og det er lige i overkanten af, hvad der kan sidde i Kabyssen, så derfor blev det besluttet igen i år at rejse et telt. Vi var ydermere i den situation, at vi ikke vidste, om vejret ville arte sig, så vi også ville få besøg af vores venske venner fra Klagshamn, hvilket ofte først er til at forudsige et par dage før på denne årstid. Desværre blev det ikke sejlervejr til at krydse de 18 sømil fra Klagshamn til Ishøj, og i stedet måtte vi nøjes med en pæn mail fra Peter Lindqvist, hvor han på vegne af medlemmerne i Klagshamn lykønskede os tillykke med fødselsdagen og beklagede, at de ikke kunne deltage i år. 2 svenske par tog dog bilen og deltog i festen alligevel, og det er jo altid hyggeligt.

Til festen hører med, at dagens vinder af kapsejladsen og vinderen af kvajepokalen skal fejres. Dette års vinder vinder af kapsejladsen blev Bøje Nielsen, som i sin Jeanneau 37, Labokikki, kom ind på en sikker 1. plads, mens kvajepokalen gik til Lars Jarvig, som i sin Scanmar 35, havde det svært med sin genua lige foran dommerpanelet, hvilket er et rigtigt dumt sted at kvaje sig. 

En anden tradition ved festen er, at årets SKS'er skal udnævnes. Æren blev denne gang tildelt Lars Jarvig, fordi han altid stiller op, hvis andre medlemmer af klubben har brug for et godt råd eller hjælp, hvis der er problemer med båden. Som en af pioneerne fra klubbens etablering er det endvidere rart at kunne trække på hans mangeårige erfaring og hans kendskab til klubbens historik.

Efter afslutningen af det "officielle program" var det tid til lidt spas og løjer. Festudvalget repræsenteret ved Pia Westen havde sørget for konkurrencer i lakridsbåndsspisning og ballondans til stor morskab for alle deltagende og ikke deltagende.

Herefter spillede musikeren op til dans, så benene kunne blive rørt, og det vi havde i år også en rigtig hyggelig fødselsdag.

Tak til festudvalget for et godt arrangement med en som sædvanlig flot borddækning og til Kabyssen, som stod for maden.