SKSheaderrød

Sydkystens Sejlklubs informationsbrev maj 2020

Kære Medlemmer
Coronakrisen er over os og har været det længe. Meget i samfundet har været lukket ned,
klubhuset og Kabyssen har også været lukket.
Med hensyn til Kabyssen har Rene meddelt mig, at han om alt går vel agter at åbne igen

mandag den 18. maj kl. 1200.

De på hjemmesiden opslåede arrangementer: Sejltur til Lomma til Kr. Himmelfart og vores sædvanlige pinsetur til Klagshamn er begge aflyst.
Selv om der her pr. 11. maj er lempet lidt på restriktionerne, så er det stadig og indtil 8. juni forbudt at samles mere end 10 personer.

Efter 8. juni taler man om, at det tilladte antal personer, der kan være samlet bliver hævet til 30-50, så måske kan vi holde vores årlige Sankt. Hans grill-arrangement ved juniorhuset. Herom når vi ved mere efter den 8. juni.

Efter sommerferien håber vi på, at vi kan afholde vores sædvanlige fødselsdagsarrangement
lørdag den 19. september med kapsejlads, grillpølser ved juniorhuset og fest om aftenen.

Af øvrige overvejelser har vi en efterårs bustur, som kunne starte med et besøg på Søfartsmuseet i Helsingør, da vi har fået oplyst, at Troels Kløvedal udstillingen er forlænget til den 31. oktober.

Til sidst vil jeg ønske jer en rigtig god og forhåbentlig varm sommer, hvor vi på trods af de forsamlings-restriktioner der er pålagt os, kan hygge os i mindre grupper såvel i havnen som på sejlture.

Vi ses på havnen

Med venlig hilsen
Stig Førsting formand for SKS