SKS nyhedsbrev maj 2024.

Den sidste måneds tid har der været livlig aktivitet på havnen, og mange både er kommet i vandet - sejlsæsonen er i gang.

De sidste par torsdage er vores Sejl Sammen-arrangement kommet ud af vinterdvalen.
Opskriften til disse arrangementer er simpel: Medbring din redningsvest og mød op kl. ca. 17 ved klubhuset. Så finder vi ud af hvem, som sejler med hvem i et par timer. Hyggeligt, lærerigt og sjovt. Næste torsdag Kristi Himmelfartsdag kan vi se frem til at også skolebåden Frk. Jensen deltager i løjerne. Tak til alle, som har været med til at bringe hende ” på rette køl”!
Skulle du have lyst / behov for undervisning i sejlads, så kontakt bestyrelsen@sydkystenssejlklub.dk

Desværre er det hele ikke kun sjovt. Vi har de sidste par måneder haft problemer med at få adgang til klubbens Mobilepay. Penge, som er indbetalt til klubben, er godt nok gået ind i banken, men vi har ikke kunnet se hvem, der har betalt for hvad. Vi har ikke kunnet besvare indmeldelser, og heller ikke kunnet betale regninger, som vi plejer. Så skulle du have indbetalt penge til klubben og ikke fået noget svar, så beklager vi det. Vi har brugt urimeligt meget tid på at få det i orden, og selv om vi er blevet lovet “lys for enden af tunnelen”- efter 17 mail og adskillige telefonsamtaler, så er det i skrivende stund endnu ikke på plads; men det er jo forår - og håbet er stadigvæk lysegrønt ;-)

Som tidligere nævnt, er vi ved at lave en ny hjemmeside på www.sydkystenssejlklub.dk . Den er nu oppe, men langtfra færdig. Ikke alle funktioner er tilgængelige, så leder du forgæves efter informationer eller har forslag til forbedringer, så skriv til: bestyrelsen@sydkystenssejlklub. Du vil få svar relativt hurtigt. Du kan selvfølgelig også prøve at spørge nogle rare mennesker på havnen. Eller spørg på vores facebookside.
SKS er jo klubben, hvor vi hjælper hinanden.

Mere glædeligt er det, at vi kan se frem til at modtage vores nye inventar til 1.salen omkring d. 1. juli. Dermed bliver der sat endeligt punktum for moderniseringen af vores klubhus.

Men før vi er kommet så langt, har vi en række aktiviteter, som du forhåbentlig vil deltage i og have glæde af.

Mandag d. 6.maj kl. 19 holder vi tovværksaften i klubhuset. Her kan du få hjælp og inspiration til dit tovværk. Splejsninger, tacklinger, knob, stik og knuder. Medbring hvad du mener at skulle bruge af eget tovværk og måske instruktionsvideoer. Tilmelding er ikke nødvendig.

Mandag d. 13. maj kl. 19 holder vi quizaften, med sejladsorienterede spørgsmål. Skal du på tur, er det hensigtsmæssigt at få opfrisket reglerne i godt og underholdende selskab. Tilmelding er ikke nødvendig.

I pinsen 18. - 21. maj holder vi den traditionelle klubtur, som i år går til Lomma ved Malmø. I modsætning til tidligere år, så er der ikke gratis drikkevarer til maden, men klubben byder til gengæld på en eftermiddagsdrink. Du skal som vanligt selv medbringe det, I skal spise.
Tilmelding er nødvendig, senest den 14. maj! Kan du ikke deltage alle dage, så noterer du blot i kommentarfeltet ,hvilke dage du deltager.

Weekenden d. 31 maj - 2.juni er der igen en klubtur på programmet. Hvorhen vides endnu ikke, men det skal nok blive en god oplevelse. Medbring selv mad og drikke. Tilmelding er nødvendig, senest den 27. maj.

Inden sommerferien har vi som vanligt vores St. Hans aften d. 23 juni, hvor vi mødes på plænen foran Juniorhuset omkring kl. 17. Vi medbringer selv grillmad, drikkevarer og godt humør. Det plejer at være rigtigt sjovt for både unge og ældre. Ved 22-tiden er der stort bål på Tangen. Mere om dette i næste nyhedsbrev.

Sluttelig vil jeg ønske alle en god start på sejlsæsonen. Vi ses forhåbentligt på havnen.

Michael Toft
Formand for Sydkystens Sejlklub




Email Marketing Powered by MailPoet